I 1902 blev den første arbejdsgiver- og brancheforening for anlægsgartnere oprettet som reaktion på de nye fagfore­ninger. ‘Foreningen for arbejdsgivende anlægsgartnere’ hed den nye forening som 8 virksomheder stiftede med V. Fabricius Hansen som den første formand. Foreningen skulle – som i dag – varetage medlemmernes interesser over for fagforeningerne, men man indførte også ensartede priser. Dengang var konkurrencereglerne ikke så stærke. Allerede fra 1920 udgav foreningen også sit første blad, det faglige magasin ‘Havekunst’. Planter og villahaver var det dominerende arbejde, og arbejdet foregik mest med spade, rive og trillebør. I takt med at byerne voksede, blev der flere anlægsgartnervirksom­heder, mest i de store byer. Medlemstallet steg. Og opgaverne blev større. Parker og kirkegårde kom til, og i 30’erne blev det nye sociale boligbyggeri et nyt marked. Og i takt med at byggeriet blev mere åbent og grønt, fik anlægsgartnerne større roller. I løbet af 50’erne kom der entreprenørmaskiner og biler ind i faget. Undervejs blev der færre af de mange småfirmaer, mens andre begyndte at vokse sig store. Fra 500 medlemmer i starten af 50’erne sank medlemsantallet til knap 200 omkring 1980. I dag er det godt 200. Længe inden havde foreningen skiftet navn flere gange. I flere år hed den ‘Dansk anlægsgarter- og havearkitektforening’. Der var flydende grænser mellem anlægsgartne­ren og havearkitekten, men en specialisering var i gang og i 1931 dannede havearkitekterne deres egen forening og fik nogle år senere ‘Havekunst’ med. Dermed hed foreningen Dansk Anlægsgartnerforening. Den fik i 30’erne konkurrence fra ‘Dansk Provinsanlægsgartnerforening’ og ‘Københavns og Omegns Anlægsgartnerfore­ning’. Alle tre blev dog i 1950 lagt sammen i ‘De Samvirkende Danske Anlægs­gartnerforeninger’, først som en paraply, men i 1957 som en regulær landsdækkende forening med lokale kredse og navnet ‘Landsforeningen af Danske Anlægsgartnere’.